Spring til indhold
Loading

Gaming eller gambling

Der er de senere år kommet fokus på computerspil med pengespilselementer, herunder lootboxes og skinbetting. Artiklen her samler blandt andet definitioner, regler og lovgivning om gambling-elementer i gaming. 

En person spiller på sin computer.

Hvad er forskellen på gaming og gambling?

Gambling er betegnelsen for pengespil. Det vil sige spil, hvor spillet handler om at vinde penge. For at der er tale om pengespil, skal tre kriterier være opfyldt:

  1. Der skal være et indskud af økonomisk værdi
  2. Der skal være et element af tilfældighed
  3. Der skal være mulighed for at opnå en gevinst af økonomisk værdi

Gaming er betegnelsen for computerspil – det vil sige, at gaming som udgangspunkt ikke er pengespil. Der kommer dog pengespilselementer ind i mange af computerspillene. Så taler man om, at der er gamblingelementer i gaming. Gamblingelementer kan fx komme ind i computerspillene ved, at man kan købe noget i spillet, som man på forhånd ikke ved hvad er.

Virtuelle genstande og skins

I mange computerspil kan man optjene eller købe virtuelle genstande. Det kan være elementer som fx et bedre våben, et ekstra liv eller et skin. Skins dækker over dækker over en særlig farve eller udsmykning til et våben eller påklædning til ens figur, og er således udelukkende kosmetiske ændringer.

Er skinbetting pengespil?

Skins kan i nogle tilfælde bruges som indskud og gevinster i spil på kasinosider. Dette kaldes skinbetting og fænomenet udgør alle former for væddemål, kasinospil og lotterier, hvor indskuddet og/eller gevinsten er en virtuel genstand.

Er skinbetting omfattet af spilleloven?

Skinbetting kan være omfattet af spilleloven, og derfor kræve en tilladelse fra Spillemyndigheden, hvis følgende tre kriterier er opfyldt:

  • Der skal være et indskud (skinnet kan omsættes til økonomiske midler)
  • Der skal være et element af tilfældighed
  • Der skal være mulighed for en gevinst (skinnet kan omsættes til økonomiske midler)

For at være omfattet af den danske spillelov skal spillet enten udbydes eller arrangeres i Danmark. Selvom et spil konkret udbydes fra et andet land, kan det godt falde ind under de danske regler, hvis det tydeligt retter sig mod Danmark.

Der er endnu ingen spiludbydere, der har søgt om tilladelse til udbud af skinbetting i Danmark.

Hvad er lootboxes?

En lootbox er en samlet betegnelse for en virtuel kasse, pakke eller lignende element i et computerspil, hvor man fx igennem tid eller penge får mulighed for at få en tilfældig gevinst. Indholdet i lootboxes, er tilfældige virtuelle genstande fx skins eller fordele, der kan bruges i spillet. Indholdet kan have en økonomisk værdi, og hvis det er tilfældet med både gevinsten og indskuddet, så er der tale om gambling.

Selvom en gevinst ikke har økonomisk værdi, kan den alligevel have en stor værdi for spilleren. Spilleren kan derfor stadig opleve nogle af de følelser, som også opleves ved spil om penge.

Gambling-elementer i gaming: Kan du spotte gambling-elementerne i computerspil?

Relateret indhold