Spil er ikke for børn. Jo tidligere i livet man møder pengespil og selv spiller, jo større er risikoen for, at man udvikler et spilproblem.
Kend reglerne for spil om penge
Mange børn og unge stifter bekendtskab med pengespil i en tidlig alder - også selvom aldersgrænsen for langt de fleste spil om penge er 18 år. For dig, der arbejder professionelt med børn og unge, kan det være en fordel at kende til rammerne og reglerne for at spille om penge, så du bedre kan forstå og tale med de unge om spillet.
For at et spil et kategoriseret som pengespil skal det leve op til tre kriterier: Der er et indskud af økonomisk værdi, et element af tilfældighed og en mulighed for at opnå en gevinst af økonomisk værdi.
Disse kriterier gør, at pengespil adskiller sig fra fx computerspil.
Der er talrige muligheder for at bruge penge på spil i Danmark både online og ”analogt”. Man kan fx spille onlinekasino eller “oddse” på en sportskamp hos en af de over 100 spiludbydere, der har dansk licens til at udbyde spil om penge. I kiosken kan man købe Lotto-kuponer eller oddse, man kan spille på spilleautomater i spillehaller eller gå på et af de ni kasinoer rundt om i landet.
Forskellige typer spil har forskellige aldersgrænser
Pengespil kan kategoriseres i forskellige typer i forhold til, hvordan de er konstrueret. Man kan fx spille “mod huset” eller mod andre spillere. Der er også nogle spil, der udelukkende afgøres af tilfældighed, mens andre spil har elementer af færdighed. Du kan læse mere om de forskellige typer af pengespil i artiklen “Typer af pengespil”.
Et spil skal være godkendt af Spillemyndigheden for at være lovligt i Danmark. Spillemyndigheden sikrer blandt andet, at udbyderen overholder den danske spillelov og beskytter spillerne, så spillet ikke tager overhånd.
Spil er ikke for børn, og i Danmark skal man være 18 år for at spille de fleste pengespil. Man kan dog købe lotterispil og skrabespil, fra man er 16 år. De såkaldte almennyttige lotterier er tilladt for alle. Almennyttige lotterier er lotterispil, der går til gode formål, fx banko til fordel for fodboldklubben eller den årlige skrabejulekalender fra spejderforeningen.
Hold øje med Spillemyndighedens mærke
Kig efter mærket fra Spillemyndigheden, når du spiller om penge. Det er din garanti for, at spiludbyderen har tilladelse til at udbyde spil, og at Spillemyndigheden holder øje.
Der er mange grunde til at spille om penge
Mange spiller fordi det er underholdende, eller fordi de drømmer om at vinde den helt store gevinst.
Det sociale aspekt i spillet kan også fylde meget, og det har du måske bemærket, hvis du er tæt på unge i dit arbejde. Især unge drenge finder fællesskaber omkring spillet. Det kan både være i deres fritid, hvor de spiller onlinekasino sammen, eller oddser mens de ser en fodboldkamp. Der er dog også et stigende antal unge, der spiller i frikvarterne, når de er i skole eller på uddannelse, eller når de er til sport eller anden fritidsaktivitet. Det er et særligt opmærksomhedspunkt på ungdomsuddannelserne, hvor nogle af eleverne er fyldt 18 år, mens andre ikke er.
Det er vigtigt, at de unge får en forståelse for, hvornår spil er underholdning, og hvornår det bliver en flugt fra virkeligheden. Har du brug for at tale med de unge om, hvornår pengespil kan udvikle sig problematisk, kan du få mere at vide i temaet “Spilproblemer og spilafhængighed”.
Ved du hvad odds er?
Odds er væddemål – også kaldet betting. Odds beskriver, hvor meget spilleren kan vinde på et givent udfald af en begivenhed, fx hvilket hold der vinder en fodboldkamp.
Kender du de forskellige spiltyper? Test din viden om de forskellige pengespil.
Hvad betyder det at ”spille mod huset”?
1/6Når man spiller pengespil mod huset, betyder det, at man spiller mod en spiludbyder. Hvis man taber sine penge, når man spiller mod huset, er det spiludbyderen, der beholder hele indskuddet, men det er samtidig også spiludbyderen, der skal udbetale gevinsten til spilleren. Kendte spil, hvor der spilles mod huset er spil som roulette, blackjack, spilleautomater og væddemål.
Hvilket pengespil kalder man også for en ”enarmet tyveknægt”?
2/6Flere kalder en spilleautomat for en ”enarmet tyveknægt”. Dette navn stammer fra de originale fysiske spilleautomater, som havde et håndtag – en ”arm” - man trak i for at starte et spil.
I blackjack handler det om at komme tættest på et tal uden at overstige det. Hvilket?
3/6I blackjack gælder det om at være tættere end dealeren på at få 21 uden at overskride dette. Spilleren må modtage så mange kort som spilleren har lyst til, men overstiger kortenes samlet en værdi af 21, har man tabt.
Er det sandt eller falskt, at der er 50 % chance for at ramme et rødt tal i rouletten?
4/6Da der findes 37 tal på et klassisk roulettehjul, fordelt på 18 røde, 18 sorte og en grøn, er sandsynligheden for at ramme et rødt (eller sort) tal kun 18/37 = 48,65 %. I amerikansk roulette er sandsynligheden endnu mindre. Det skyldes, at der på et amerikansk roulettehjul er to grønne tal. Sandsynligheden for at ramme et rødt (eller sort) tal på den amerikanske roulette er derfor 18/38 = 47,75 %.
Hvilke krav skal være opfyldt, for at der er tale om pengespil?
5/6For at der kan være tale om et pengespil, skal følgende tre krav være opfyldt.
- Der skal betales et indskud af økonomisk værdi
- Der skal være et element af tilfældighed
- Der kan gennem indskuddet opnås gevinst af økonomisk værdi
I hvilken måned er skrabespil særligt populære i Danmark?
6/6Mange danskere har prøvet et skrabespil. Særligt i december måned er denne spiltype meget populær, da mange danskere har en skrabejulekalender.
Du fik 0 af 6 rigtige.
Nu har du testet din viden om forskellige pengespil. Dyk ned i de mange uddybende artikler om området, eller prøv én af vores andre quizzer.
Myter om pengespil
Mange tror, at de kan tjene penge ved at spille pengespil (gamble). Alle pengespil er baseret på både tilfældighed og risiko, og har en tilbagebetalingsprocent på under 100. Det betyder, at uanset hvor heldig du er på kort sigt, vil det altid være spiludbyderen, der tjener penge i sidste ende.
Alt spil der foregår på det regulerede marked i Danmark, er underlagt love og regler. Spillemyndigheden sikrer rammerne for et fair spilmarked. Derfor har spiludbydere med dansk tilladelse hverken uretfærdige eller manipulerede spil. Husk altid at kigge efter Spillemyndighedens mærke, når du spiller.
Hvert spin på et roulettehjul er uafhængigt af tidligere spins. Roulettehjulet husker ikke tidligere udfald. Derfor er sandsynligheden for, at det bliver et sort eller rødt tal altid den samme, uanset tidligere udfald. Et roulettehjul er udelukkende bygget op på tilfældighed og en tilbagebetaling, der sikrer, at udbyderen vil vinde over længere tid. Derfor er det en myte, at det er muligt at regne næste udfald på rouletten ud.
Hvis man har tabt penge på spil, er det usandsynligt, at man kan vinde det tabte tilbage. Faktisk er det mere sandsynligt, at man ender med at tabe endnu flere penge. Spil skal være underholdende og ikke en måde at tjene penge på.
Læs mere om tilbagebetalingsprocenterne for pengespil i vores artikel om Teoretisk tilbagebetalingsprocent.
Få besøg af Spillemyndigheden
Spillemyndigheden tager rundt på landets skoler, ungdomsuddannelser og i foreninger og fortæller om spil, sandsynlighed og ansvarlig spiladfærd.