Spring til indhold
Loading

Min rolle som forælder

Med en tidlig opmærksomhed på risikoen ved pengespil, kan du som forælder eller anden voksen med kontakt til børn og unge være med til at forebygge, at unge får spilproblemer senere i livet, der kan udvikle sig til ludomani.

dreng ligger på sin seng med hovedet nedad og kigger på sin telefon.

I Danmark er aldersgrænsen for langt de fleste pengespil 18 år. I 2023 offentliggjorde Spillemyndigheden tal fra en undersøgelse, der viste, at 32.000 unge mellem 15 og 17 år havde brugt penge på spil det sidste år. Tal fra hjælpelinjen StopSpillet viser, at størstedelen af dem, som har problemer med pengespil, har fået erfaring med spillene, før de fylder 18 år. Der kan være mange faktorer, der har betydning for, om man spiller, men undersøgelsen af danskernes spillevaner fra 2021 har vist, at det for både unge og voksne har været familiemedlemmer eller venner, der introducerer dem til spil.

Fra undersøgelser ved vi, at der er forskellige faktorer, som øger risikoen for at udvikle problemer med pengespil, ligesom der er faktorer, der mindsker risikoen.

En god og tryg relation mellem forældre og deres børn er helt centralt i den sammenhæng. At engagere sig som forælder, tage initiativ til at tale om pengespil og give udtryk for egne grænser omkring spil er også en beskyttende faktor.

Børn ønsker voksne, der blander sig

Spilproblemer kan udvikle sig langsomt og ubemærket over tid, men der kan være nogle forandringer i adfærd, som du som voksen kan være opmærksom på. Nogle minder meget om forandringer, som er naturlige i udviklingen fra barn til teenager, og det kan betyde, at du som forælder ikke umiddelbart reagerer på dem. Hvis du får en bekymring, er det bedre at vise interesse og spørge ind til det, du har lagt mærke til end at ignorere det.

Tal også med den unge om, at en af grundende til, at aldersgrænsen for langt de fleste pengespil er 18 år, handler om at beskytte børn og unge fra problemer med spillene, da de er svære at gennemskue konsekvenserne af.

Hvis du ved, at dit barn spiller pengespil, kan det være en idé at tale sammen om, hvordan man kan hjælpe sig selv til at begrænse sit spil og holde det under kontrol. Brug eventuelt tid sammen på at læse mere om hvordan i artiklerne nederst på siden.

Vær særligt opmærksom på ”digitale penge”

En udbredt brug af digitale betalingsløsninger har betydning for børn og unges fornemmelse for økonomi og den reelle værdi af penge, fordi de sjældent har kontanter mellem hænderne. Når børn og unge selv begynder at tjene penge på fritidsjob eller får penge til konfirmation, er det en god idé jævnligt tale om økonomi og forbrug, fordi de lette betalingsløsninger skaber en risiko for, at de hurtigt kan komme til at bruge mange penge.

Det kan være tegn på problemer med pengespil, hvis dit barn:

  • Trækker sig fra venner og fritidsaktiviteter
  • Virker fraværende og uinteresseret
  • Lettere bliver irriteret og jeres samtaler ofte ender i konflikt
  • Ændrer sit søvnmønster markant
  • Bliver unormalt optaget af og fortæller meget om pengespil

Hvad er din egen holdning til pengespil?

Forældres egne spilvaner og indstilling til spillene er med til at forme den unges spilvaner og som forælder eller anden betydningsfuld voksen, fungerer du derfor aktivt som et forbillede.

Det kan være uvant at bringe en samtale om pengespil op, men det kan også være en god idé at tale med andre forældre om deres erfaringer og holdninger til pengespil.

Få idéer til samtalen med andre forældre her.

Spiller I pengespil derhjemme?

Har I nogle regler for pengespil?

Hvilke spil spiller du sammen med dine børn?

Må dit barn låne din spilkonto?

Ved du, om dit barn spiller med andre unge eller på egen hånd?

Kender du nogen, du synes spiller for meget?

Hvorfor tror du, at drenge spiller mere om penge end piger?

Tror du, at unges forhold til penge betyder noget for deres spil?

Hvordan tror du, at børn og unge påvirkes af at se andre spille, fx ældre kammerater?

Hvordan synes du, at forældre er gode forbilleder for deres børn omkring pengespil?

Hvordan tror du, at børn og unge påvirkes af tilgængeligheden af pengespil?

Relateret indhold