Spring til indhold
Loading

Spildesign, tilfældighed og risiko

Alle former for pengespil indeholder et element af risiko. Både risikoen for at tabe penge, men også for at få problemer med at kontrollere spillet. De spil, der er forbundet med størst risiko, er hurtige og kontinuerlige spil.

Modellen viser en graf over, hvordan forskellige spil har forskellige risici. Lavest er Lotto, hvor væddemål - også kaldet betting - er i midten, og de spil med højest risiko er spilleautomater, kasino, onlinespil og live væddemål.

Med smartphones og internetadgang er pengespil tilgængelige overalt hele tiden. Den lette adgang gør det sværere at begrænse spillet – især for børn og unge, som er særligt sårbare over for spil med komplekse og uigennemskuelige design.

Uforudsigelighed og tilfældighed er en grundlæggende del af spillenes design, som er med til at gøre dem spændende fordi man aldrig ved, om spillet giver gevinst. 

Spillene designes også med lys- og lydeffekter, grafik og særlig timing, så de stimulerer hjernen, fanger opmærksomheden og giver lyst til at spille videre.

Spiltyper og risiko 

Alle typer pengespil indeholder en risiko, men spillenes forskellige design gør nogle spiltyper mere risikable end andre - både for at tabe penge, men også for at få problemer med at kontrollere spillet.

I kategorien over særligt risikofyldte spiltyper findes fx de spil som afvikles hurtigt og kontinuerligt. 

En høj hastighed og mange spil på samme tid eller efter hinanden påvirker hjernen med et øjeblikkeligt 'sus', som giver lyst til at gentage spillet. Det er en kombination som mange onlinespil som kasinospil og væddemålstyper tilbyder. De hurtige og kontinuerlige spil gør det også svært at bevare overblikket over balancen mellem pengeforbrug, indskud og tab og det samme gælder med at bevare tidsfornemmelsen.

Tilfældighedsspil og kombinationsspil

Et hurtigt spil er kendetegnet ved, at der er kort tid mellem indsats og resultat, og ved muligheden for at kunne lave flere indsatser på samme tid fx væddemål.

I kontinuerlige spil fx kasinospil som spilleautomater eller roulette, kan man let fortsætte sit spil, uden det bliver afbrudt og let skifte til et andet spil.

En mindre risikofyldt spiltype er lotterispil, hvor man nogle gange må vente flere dage før resultatet af spillet afgøres, eller et væddemål om noget, som først afgøres langt ude i fremtiden. 

Tilfældighed eller færdigheder?

Inden for pengespil skelner man mellem de såkaldte tilfældighedsspil og kombinationsspil.

Spilleautomater, roulette og skrabelodder er eksempler på rene tilfældighedsspil. Det vil sige, at det er helt tilfældigt, om spillet giver gevinst, og man har ingen mulighed for at påvirke sine chance for at vinde.

Poker og sportsbetting er eksempler på kombinationsspil, hvor tilfældighed kombineres med færdigheder og viden. I de spil kan man have nogle færdigheder fx ved at træne en strategi eller have særlig viden om sport fx fodbold, som man kan bruge, for at øge sine chancer for, at udfaldet af spillet medfører gevinst. Uanset hvad, så indeholder det endelige udfald altid tilfældighed, for det er umuligt at forudse, hvordan detaljerne i en sportskamp udvikler sig eller præcist at vide, hvilke kort der bliver vendt i spillet.

Relateret indhold