Spring til indhold
Loading

Forstår du spilmekanismerne i gambling?

Har du i dit arbejde mødt børn eller unge, der er meget optagede af pengespil? Hvis du har det, er det en god idé at forsøge at tage en snak med dem for at finde ud af, om det er ved at udvikle sig til et problem. Mange unge – og voksne – har et urealistisk forhold til, hvordan pengespil fungerer, og er ikke bevidste om, at udtrykket ”huset vinder altid”, faktisk er mere end et udtryk. Ved man lidt om, hvordan pengespil er konstrueret, vil man nemlig se, at det aldrig vil kunne lade sig gøre at vinde over spiludbyderne i længden.

Billedet illustrer lavrisiko spil og højrisiko spil. Lavest er lotto, så væddemål og til slut er spilleautomater, kasino, onlinespil og live væddemål placeret højest.
Denne figur kan være en god indgang til at tale med de unge om, at der er forskel på de forskellige spil og den risiko, der er for at blive afhængig.

De unge har sikkert hørt historien om en, der gik ind på et kasino og ”lagde alt på rød”, og vandt den helt store gevinst, eller om ham der ramte et antal fodboldresultater ”lige på”, og fik mangedoblet sin indsats. Historier som disse har det med at leve videre mens historierne om alle de gange, hvor rouletten landede på sort eller væddemålet ikke gik hjem, ikke bliver fortalt.

Grunden til, at spiludbyderen vinder i længden, findes i den ”store tals lov”, som betyder, at det over sigt er umuligt at slå spiludbyderen. Alle pengespil er designet til at være uovervindelige, da de har en tilbagebetalingsprocent på under 100. Du kan læse mere om Store tals lov i artiklen herom.

Tilbagebetalingsprocent er et andet ord for den procentdel af indskuddet, man kan regne med at vinde tilbage, hvis man spiller en lang række spil. Det vil sige, at hvis et spils tilbagebetalingsprocent er 90, vil spilleren i gennemsnit vinde 90 kr. ud af 100 kr. tilbage over tid.

Hvis du er matematiklærer i folkeskolens ældste klasser eller på en ungdomsuddannelse, hvor pengespil fylder meget, kan du kombinere undervisning i fx sandsynlighedsregning med en snak om spillets mekanismer, samt hvorfor aldersgrænsen for de fleste pengespil er 18 år. Få inspiration til undervisningsmateriale her på hjemmesiden.

Der er også mulighed for at få en medarbejder fra Spillemyndigheden ud og holde oplæg for klassen om blandt andet spil, sandsynlighed og tilbagebetalingsprocent.

Tilfældighedsspil er designet sådan, at de over tid er uovervindelige.

Hurtige spil er risikofyldte

Der er nogle spil, hvor der er en større risiko for at udvikle spilafhængighed. Det afhænger blandt andet af, hvor hurtigt spillet afgøres. Spil som afgøres hurtigt eller kan gentages mange gange efter hinanden, fx spilleautomater, udgør en særlig risiko, hvorimod fx lottospil er mindre risikofyldte.

Derudover har pengespil, i takt med digitalisering af unges liv, skiftet natur, og er flyttet fra kioskerne og travbanen direkte ned i lommen på de unge. Det betyder, at de nu kan spille online døgnet rundt, og det gør det endnu sværere at kontrollere og begrænse spillet. Det er derfor også blevet nemmere for unge under 18 år at spille, selvom aldersgrænsen for de fleste pengespil er 18 år.

Forstår de unge tilbagebetalingsprocenten? Test deres viden.

Få besøg af Spillemyndigheden

Spillemyndigheden tager rundt på landets skoler, ungdomsuddannelser og i foreninger og fortæller om spil, sandsynlighed og spilmekanismer.

Relateret indhold