Spring til indhold
Loading

Jeg tror, min ven har et spilproblem - hvad gør jeg?

For mange unge er det at spille pengespil en social aktivitet, og noget som man deltager i en gang i mellem. Men nogen oplever, at spillet tager overhånd, og de får lyst til at spille oftere, alene og for højere beløb. Noget der på sigt kan udvikle sig til ludomani.

På billedet ses en dreng sidde alene på en bænk uden for en bygning.

Hvis du har en ven, som er meget optaget af spil, og som satser høje beløb, ofte beder om at låne penge, eller måske bliver væk fra skole eller andre aftaler, kan det være tegn på at spillet er begyndt at give problemer. Selvom du ser problemet ude fra sidelinjen, er der ting du kan gøre for at hjælpe.

Hvis du tror, at din ven har et spilproblem, er der flere ting du kan gøre

Sig det til din ven – og gerne en voksen

Fortæl din ven, at du er bekymret for vedkommende, og at du gerne vil hjælpe. Det kan være, at din ven benægter at have et problem, og bliver vred. Det er en normal reaktion, men det betyder ikke, at din ven ikke vil have hjælp. Reaktionen kan være et udtryk for, at din ven er flov over at have mistet kontrollen over spillet, og ikke kan overskue situationen.

For at hjælpe dig selv kan det være en god idé at alliere sig med en voksen, eller en anden person, som også kender din ven godt. Når I er flere sammen, er der større mulighed for at kunne hjælpe bedst muligt.

Lån ikke din ven penge eller din spilkonto

Hvis din ven har et spilproblem, kan det være svært at styre sin trang til at spille. Ved at sige nej til at låne vedkommende penge eller adgang til din spilkonto, kan du hjælpe vedkommende til at spille mindre.

Alternative aktiviteter

Hvis I plejer at spille sammen, så overvej hvilke andre ting I kan lave sammen i stedet for. På den måde kan du hjælpe din ven til at undgå situationer, hvor det kan være svært at sige nej til at spille.

Tal med nogen om det

Det kan være svært at have en ven med spilproblemer, og det kan derfor være en god idé at tale med en anden om sine oplevelser. Det kan være en forælder, en kæreste, en anden ven eller en voksen, som er god at tale med.

Få mere hjælp

Du kan ringe eller skrive til hjælpelinjen StopSpillet. StopSpillet er Spillemyndighedens hjælpelinje om ansvarligt spil og spilafhængighed. Her kan du tale med en rådgiver om situationen og få råd og vejledning til, hvordan du kan gribe samtalen an, og hvordan du kan passe på dig selv.

Du kan ringe på telefon 70 22 28 25, eller se mere her: StopSpillet - rådgivning om spilafhængighed.

Relateret indhold