Spring til indhold
Loading

Unge og gambling

Børn og unge kan blive eksponeret for pengespil i flere sammenhænge. Det kan fx være derhjemme, som en del af det sociale liv i idrætsforeninger, i skolen eller gennem forskellige medier. I dag står onlinespil for en stor del af spilmarkedet, og de digitaliserede spil er tilgængelige gennem apps og spilplatforme døgnet rundt. Den brede eksponering af spillene betyder, at børn og unge kan få en oplevelse af, at det er normalt at være sammen om, at bruge tid og penge på spil.

Selvom der er en aldersgrænse på 18 år for de fleste spil om penge, kan børn og unge alligevel komme i kontakt med spillene, både online og på fysiske spilsteder. Nogle unge får adgang til en online spilkonto eller et spilkort gennem ældre venner eller familie. På den måde kan mindreårige gamble steder, hvor de ellers burde være udelukket. I nogle ungegrupper fylder gambling meget, både i samværet og i deres samtaler. Men de problemer, pengespil kan medføre, er ikke noget, de taler om.

Spiller dit barn?

Hvis dit barn spiller om penge, kan det være rart for jer begge at have talt om, i hvilke situationer dit barn spiller. Brug spørgsmålene til at komme i gang.

Har du tænkt over, hvorfor du spiller?

Spiller du, fordi du er sammen med venner, der spiller?

Spiller du, fordi jeres venskab handler om at spille sammen?

Har du prøvet at spille alene?

Spiller du alene, fordi det ikke længere er sjovt at spille sammen med vennerne?

Hvorfor er særligt børn og unge i risiko?

Undersøgelser peger på, at en tidlig debut med pengespil, kan øge risikoen for at få problemer med at spille om penge senere i livet.

Fordi børn og unges hjerner fortsat er under udvikling, har de ikke de samme forudsætninger som voksne for at gennemskue spillenes design, og de kan have svært ved at kontrollere og undlade at reagere på impulser, når de spiller. Derfor kan de på kort tid komme til at bruge mange penge og meget tid på at spille. I nogle vennegrupper opstår der en kultur, hvor pengespil bliver en central del af det sociale fællesskab. Det er ikke unormalt for unge at have et fællesskab om risikofyldte aktiviteter, som giver spænding, anerkendelse og social accept at deltage i. Sådan kan det også være med gambling.

Det er en hjælp for de unge, at de kender til andre risici ved det at spille om penge end det at tabe penge, og derfor er det relevant at tale om pengespil på samme måde, som man taler med de unge om fx alkohol og andre rusmidler. Da spilafhængighed, også kaldet ludomani, ikke viser sig som en tydelig beruselse, er det fx godt at kende tegnene på, spillet er ved at komme ud af kontrol.

Fra undersøgelser ved man, at det oftest er drenge, der spiller om penge, og at de også er i størst risiko for at udvikle problemer med spillene, men det kan også ske for piger.

Problemer med pengespil kan fx påvirke den unges generelle trivsel, relationer til venner og familie, skolegang, fritidsinteresser og økonomi. Hvis man oplever problemer med at spille om penge som ung, vil man have øget risiko for at udvikle problemer med spil igen senere i livet. Jo tidligere man gør noget ved problemerne, jo mindre tid har problemerne til at vokse.

Relateret indhold